Det sker uhyre sjældent, at Oslobåden må vende om.

Ikke desto mindre var det det, den store færge måtte gøre ved 19.30-tiden søndag aften, da en akut situation opstod om bord.

For en kvindelig kinesisk turist blev turen med Oslobåden en kort affære, da turisten pludselig fik stærke mavesmerter.

»Der er faciliteter om bord til at håndtere en del pludselig opståede situationer, men ved alvorligere tilfælde af sygdom er skibet i kontakt med Radio Medical for at rådføre sig med læger.«

Det siger informationschef i DFDS Gert Jakobsen til Frederiksborg Amts Avis og fortsætter:

»De har vurderet, at der var behov for at vende om.«

Oslobåden var nået op til den svenske halvø Kullen, da skibet måtte vende om og sejle tilbage mod Helsingør.

Det tog en times tid for skibet at sejle tilbage.

Ud for Helsingør blev den kinesiske passager hentet af en syv meter lang og tre meter bred redningsbåd og sejlet fra Oslobåden og ind til byen.

Her ventede en ambulance på den syge passager.

En times tid senere, klokken 21.12, satte Oslobåden igen kurs mod Oslo.

Gert Jakobsen kan huske meget få tidligere tilfælde, hvor Oslobåden måtte vende om.