Man skal være ekstra opmærksom, hvis man kører på Øresundsmotorvejen i østgående retning fra mandag.

Det har indtil videre 50 bilister erfaret på den hårde måde.

De er nemlig endt i Sverige.

Det skriver TV 2.

Der er vejarbejde på stedet, og hvis man kører forbi afkørsel 17, er der ingen vej hinsidan.

Marina Armbeck, der er operativ leder ved Øresundsbroen, siger til mediet:

»Vi har nok haft omkring 50 biler, der lige måtte vende om. Der har været nogen, der har været lidt stressede, fordi folk skal på arbejde, men ellers er stemningen okay.«

Hvis man skulle misse den sidste afkørsel, og dermed tvinges til at køre over Øresundsbroen, kan man slippe for at betale ved anlægget.

Til Ritzau oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen, at der allerede er opstået farlige situationer på motorvejen.

»Så snart man er forbi afkørsel 17, er man allerede dér på vej til Sverige og ind i tunnelen,« siger han.

Når det går op for trafikanterne, at de ikke kan komme af motorvejen, forsøger de at undgå at komme til Sverige, påpeger Jesper Frandsen.

»Det gør de ved at begynde at bakke og lave u-vendinger og alt muligt ude på motorvejen, og det giver en række faresituationer i trafikken derude. Det har vi allerede set her til morgen,« siger han.

Vejarbejdet på Øresundsmotorvejen udføres, fordi stationen ved Københavns Lufthavn skal udvides med to perroner og en ny forbindelse mellem Terminal 3 og de nye perroner. Perronerne ventes at stå klar i 2026.