Den helt store rejseweekend er begyndt, og det har allerede fra morgenstunden sat sine spor på grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Det er især ved Frøslev-overgangen ved den dansk/tyske grænse, at der er pres på trafikken, fortæller Ivan Gohr Jensen, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, klokken lidt over otte lørdag morgen.

»Vi har derfor åbnet et ekstra spor i nordlig retning - altså mod Danmark -, da der er allerede nu er massiv trafik ved motorvejsafkørslen,« fortæller vagtchefen.

Trafikken forventes at kulminere fra omkring middagstid og tre-fire timer frem.

»Det gælder derfor om at væbne sig med tålmodighed, vise hensyn og huske på, at man er på vej på ferie,« lyder anbefalingerne fra Ivan Gohr Jensen.

Allerede fredag kunne B.T. fortælle, at rejsende skulle huske at pakke en god omgang tålmodighed i kufferten, hvis de planlagde at køre på ferie i denne weekend.

Det skyldes, at det ikke kun er danskernes skolesommerferie, der lige er begyndt, men også hollændernes og tyskernes.

»Det bedste vil være ikke at køre i weekenden. Kør mandag eller tirsdag i stedet, hvis det kan lade sig gøre,« lød rådet fra Dennis Lange, der er juridisk konsulent hos bilejernes interesseorganisation, FDM.