Overhalende lastbiler på de danske motorveje er noget, som mange danskere bliver irriterede over.

Det har medført, at der flere steder i landet er indført overhalingsforbud for lastbiler, og mandag udvidede Folketinget forbuddet med yderligere 270 kilometer landet over.

Det ærgrer Martin Sloth, der er lastbilchauffør. Han mener, forbuddet gør det svært for lastbilchauffører at nå det hele.

»Vi skal køre ni timer om dagen, før vi skaber overskud, mens vi er pålagt en hviletid på 11 timer, og derfor skal vi nogle gange overhale for at nå det hele,« siger han til B.T.

Lastbilchauffør Martin Sloth fra Aarhus-området.
Lastbilchauffør Martin Sloth fra Aarhus-området.
Vis mere

Han fortæller til B.T., at en anelse tålmodighed fra bilisternes side ville gøre livet meget nemmere for ham.

»Hvis jeg en fredag eftermiddag tager 40 sekunder af ens liv ved en overhaling, så når jeg hjem til tiden og ender ikke med at være 10 minutter fra mit hjem, når jeg skal holde mine 11 timers pause.«

Martin Sloth tilføjer, at danskerne også har en interesse i, at lastbilerne når deres daglige program.

»Lige meget, hvad lastbiler gør efterhånden, synes folk, det er forkert, men når alt kommer til alt, vil de jo gerne have deres varer bragt ud til tiden,« udtaler han til B.T.

Martin Sloth bruger mange timer om ugen på de danske veje.
Martin Sloth bruger mange timer om ugen på de danske veje.
Vis mere

Lastbilchaufføren fra Aarhus-området mener samtidig, at det ofte er bilisterne selv, der er med til at gøre lastbilsoverhalinger farlige.

Han skriver således på sin Facebook-profil, at bilister først bremser, når de er helt oppe i bagdelen på lastbilen, og hvis de tilpassede sig trafikken, så ville overhalingerne slet ikke være farlige.

Martin Sloth har selv mærket konsekvenserne, når han har overhalet på en strækning, hvor der er overhalingsforbud for lastbiler.

Han har således modtaget en bøde på 3.500 kroner samt et klip i kørekortet for overhalingen.

Martin Sloth mener, at bilisterne tit selv er skyld i, at overhalinger bliver farlige.
Martin Sloth mener, at bilisterne tit selv er skyld i, at overhalinger bliver farlige.
Vis mere

Rådet For Sikker Trafik har ingen kommentar at knytte til Martin Sloths udtalelser.

De fortæller dog til B.T., at de i oktober vil have en landsdækkende kampagne, der vil have fokus på uopmærksomhed i trafikken.

Folketingets beslutning om at udvide overhalingsforbuddet med 270 kilometer betyder, at der nu er 600 kilometers strækning landet over med overhalingsforbud.

Martin Sloth kører til dagligt lastbil for René Olesen Transport.