Politiets ATK-vogne oplever mange ting, når de står klar til at fange fartsyndere. Men sent mandag aften var en billist noget for sig.

Sydjyllands Politi afholdt automatisk fartkontrol, og der fik betjentene øje på en billist, som havde ekstra fart på.

Den mandlige fører blev målt til hele 129 kilometer i timen på en landevej ved Søgaard i Aabenraa kommune.

Billisten havde tydeligvis travlt. Men han havde endnu mere travlt med at gemme sig for politiets røde linse. Han dukkede nemlig hovedet ned bag rattet og kørte faktisk flere meter i blinde.

Den spektakulære episode fik Sydjyllands Politi til at lægge billedet op på deres Twitter-profil.

Men der er faktisk en mening med mandens gemmeleg, for det er kun, hvis fotoet kan anvendes, altså at man kan genkende vedkommende, at ejeren eller føreren af bilen får en bøde.

Dog fraråder politiet på det kraftigste, at man sætter sig selv og andre i fare på den måde for at undgå en bøde.

Hvem, der skal betale bøden afhænger af, hvor stor at hastighedsoverskridelsen har været.