Lyt til artiklen

En mandlig bilist er tirsdag formiddag blevet klippet fri fra sin bil efter et frontalt sammenstød med en lastbil.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.

»Vi har fået føreren fri af personbilen og har kørt ham på sygehuset. Vi forventer ikke, at der er alvorlig personskade, men vi kan ikke sige det endnu,« siger vagtchef Morten Kronbo og tilføjer:

»Men vi tager det alvorligt, når vi vælger at klippe vedkommende fri.«

Uheldet blev anmeldt kl. 9.23 og skete på Ny Ulsevej nær Haslev på Sydsjælland.

Her blev den tilskadekomne bilist erklæret for 'teknisk fastklemt'. Det vil sige, at han ikke som sådan sidder fastklemt – men at man har valgt at klippe taget af bilen for på den måde at få ham forsvarligt ud for at sikre, at der ikke er skader, der kan forværres.

Det vides endnu ikke præcist, hvad der førte til det uheldet mellem bil og lastbil.

»Hvad, der er sket, tør vi ikke sige endnu. Vi ved bare, at de kom fra hver sin side, og så de er kørt sammen på en eller anden måde,« siger vagtchef Morten Kronbo fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efter i en periode at have været totalt spærret i begge retninger er Ny Ulsevej igen blev åbnet for trafik kort efter kl. 10.