Tirsdag morgen er der sket en alvorlig ulykke på Herningvej mellem Videbæk og Havnstrup.

En mand er i kritisk tilstand efter ulykken.

»Han er fløjet til Skejby Sygehus med lægehelikopter,« siger vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Den alvorligt tilskadekomne er en 49-årig cyklist, som blev påkørt af en 29-årig bilist.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»De pårørende er underrettet,« siger vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 06:10. Herningvej blev efter ulykken spærret i begge retninger, hvilket førte til en del kø.

Mens der tirsdag morgen blev undersøgt og ryddet op efter ulykken, var kun én vognbane åben for trafik. Kort før klokken 09.30 lyder meldingen dog, at vejen er åben igen.

 

Føreren af bilen kom ikke til skade ved ulykken.

Ulykkesstedet bliver tirsdag morgen undersøgt nærmere af en bilinspektør. Bilinspektøren skal klarlægge årsagen til den alvorlige ulykke.