En mand er søndag eftermiddag blevet anholdt i forbindelse med en trafikulykke på Ormslevvej i Viby.

Det bekræfter Østjyllands Politi.

»Vi har anholdt en person, som vi har kørt til blodeprøvetagning. Han er sigtet for 53-54-kørsel,« siger vagtchef Peter Tolstrup.

Her henviser vagtchefen til færdselslovens paragraf 53 og 54 om spirituskørsel og narkokørsel.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.57.

Vagtchefen kender på nuværende tidspunkt ikke de nærmere omstændigheder. Han oplyser dog, at flere køretøjer og flere personer er involveret.

Ifølge TV 2 Østjylland, er politiet ved at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Ingen personer er i kritisk tilstand som følge af ulykken.