Tekniske problemer med et lyskryds ved Holbækmotorvejen har skabt store udfordringer for morgentrafikken.

Det har nemlig ført til »massiv køkørsel«.

Det oplyste Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter klokken 06.51:

»Lyskryds i stykker ved Køgevej/Holbækmotorvejen. Relevante er orienteret, og tekniker er på vej,« lød det fra politiet, som fortsatte:

»Men det skaber massiv køkørsel, så vælg eventuelt alternativ rute.«

Også DR P4 Trafik København og Sjælland har advaret om kø på stedet:

»I skal forvente massiv kø, der både påvirker Køgevej og Holbækmotorvejen,« lød det fra radiokanalen i et tweet.

I en opfølgning klokken 07.20 lyder det, at lyskrydset igen skulle virke:

»Forvent fortsat kø,« oplyser DR P4 Trafik dog samtidig.

Det er ikke kun på Sjælland, der er udfordringer i morgentrafikken. Også på motorvejene ved Kolding er der problemer efter et uheld:

»Ni-ti kilometer kø fra omkring 65 A, Kolding Syd, når du kommer fra Syd- og Sønderjylland på E45. På E20 Esbjergmotorvejen er der kø fra omkring rasteplads Harte. Oprydning pt. i gang, et spor farbart forbi uheldsstedet,« oplyser P4 Trafik Syddanmark.

B.T. følger sagen.

Andre læser også