I nat var det ikke kø på motorvejen, der fik bilisterne i Nordjylland til at væbne sig med tålmodighed, men tværtimod (en) ko på motorvejen.

En løssluppen ko fik nemlig natten til mandag forvildet sig ned på E39-motorvejen syd for Hjørring, hvor en bilist så den komme slentrende ned ad en afkørselsrampe ved afkørsel 4/Hjørring Syd mod færdselsretningen.

Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter, hvor de oplyser, at de modtog anmeldelsen om ko-galskabet klokken 2.15.

Selvom politiet gik på jagt efter koen med samme, lykkedes det den at gå flere kilometer mod syd, før den blev fundet.

Først efter to timers eftersøgning fandt politiet koen ved Vrå, hvor den i mellemtiden havde nået at bevæge sig over i det modsatte motorvejsspor.

Da koen var stresset, og politiet vurderede den til at være til fare for trafikanterne, tilkaldte de en skytte fra Falck, hvorefter politiets indsatsleder aflivede koen på stedet.

Efter aflivningen kontaktede politiet koens ejer, som afhentede sin døde ko omkring klokken 5 mandag morgen.

For at undgå uheld blev politiet nødt til at lukke E39-motorvejen ned i to timer i forbindelse med eftersøgningen.