Opdateret klokken 18.36: Ny Lillebæltsbro er nu åbnet helt op igen.

Det sker, efter den mandag eftermiddag var spærret i retningen mod Fyn på grund af et færdselsuheld.

Her var tre lastbiler involveret.

Det oplyste Sydøstjyllands Politi til B.T

»Vi er lige nu så småt ved at åbne trafikken op igen, men det tager jo lige lidt tid at flytte sådan en lastbil,« sagde vagtchef Lars Grønlund tidligere.

Han fortalte samtidig, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade.

Der er i stedet kun tale om små knubs.

Man skal dog forvente forlænget rejsetid resten af aftenen, oplyser Vejdirektoratet.