»Jeg har fuld forståelse for de store frustrationer, som en del passagerer har givet udtryk for.«

Sådan lyder det fra den administrerende direktør i Odense Letbane, Dan Ravn efter der torsdag og fredag var meldinger om passagerer, der strandede og stod uvidende tilbage på banens perroner.

Torsdag blev letbanen både ramt af et strømudfald og senere måtte et tog bugseres væk, da det blev ramt af et teknisk nedbrud.

Det skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse.

Derudover oplyser letbaneselskabet, at der både torsdag og fredag har været problemer med lyskrydsene, som letbanen kører igennem.

Kombineret med en uventet stor interesse, så har driftsforstyrrelserne betydet, at der flere gange har været forsinkelser i letbanekørslen og indsat erstatningsbusser på letbanens strækning, melder letbanekontoret.

Også letbanestationernes højttalersystem har været ramt af tekniske udfald hvilket har resulteret i mangelfuld passagerinformation.

»Jeg vil meget gerne beklage de gener, som mange passagerer har oplevet især torsdag og fredag. Kombinationen af forsinkede tog og manglende passagerinformation er maksimal uheldig,« siger direktøren i Odense Letbane.

Letbanedirektøreren forsikrer dog om, at der er fokus på at lære af de mange fejl og mangler.

»Det hører med, at det naturligvis er en stor og kompleks opgave at opstarte drift af et letbanesystem med tusindvis af passagerer dagligt. Der vil altid være 'børnesygdomme', og det vil tage tid, før vi rammer et optimalt flow i vores drift,« siger han og fortsætter:

»Nu går vi ind i letbanens uge to. Vi forstærker bemandingen i vores kontrolcenter, så vi har et ekstra sæt frie hænder, der kan fokusere på passagerinformation på stationerne og i forhold til letbaneførerne. Samtidig arbejder vores systemleverandør på at afdække og løse de tekniske udfald, som vi har oplevet.«

Det har siden 28. maj, hvor letbanen åbnede, været gratis at køre med den moderne sporvogn. Men fra mandag har odenseanerne skullet betale. Dog er det stadig gratis at få et rejsekort til brug i for eksempel letbanen.