Onsdag var der endnu engang et sammenstød mellem letbanen og andre trafikanter. I det her tilfælde var der tale om en bilist.

Sammenstødet fandt sted noget før otte om morgenen på Stadionvej i Odense, og i den forbindelse kommer man fra selskabet Odense Letbane med en opfordring.

»Der har været en del pauser i vores kørsler på det seneste på grund af restarbejde i sporet. Men fra onsdag er der igen masser af tog på skinnerne fra tidlig morgen og til efter midnat,« skriver Dan Ravn, der er direktør for drift og vedligehold i Odense Letbane.

»Og sådan vil det stort set fortsætte frem til driftsstarten med passagerer. Så når du færdes i trafikken tæt på letbanen, gælder det om at kigge dig en ekstra gang over skulderen. Den pointe forsøger vi at understrege så ofte, vi kan.«

I sammenstødet onsdag morgen var der kun sket materiel skade.

»Både letbanetoget og bilen kommer kørende af Stadionvej mod det, der hedder Hauges Plads, og så drejer varebilen ind foran toget og bliver ramt,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen.

Chaufføren, der kørte varebilen, der blev ramt onsdag, slap med, at køretøjet fik en bule. Politiet havde ryddet op ved stedet lidt over otte, hvor de kørte videre til dagens andre opgaver.

Så sent som i weekenden var der også et sammenstød mellem en cyklist og letbanen ved Syddansk Universitet i Odense.

Her kom en ung mand på hospitalet efter et sammenstødet.

Onsdag er letbanen overdraget til firmaet Keolis, som skal være operatør, og man vil fremover køre med letbanen efter den plan, der kommer til at gælde fremover.

Derfor vil det også være en fordel at være meget opmærksom på det stadig forholdsvist nye element i Odenses trafikbillede.

For foruden nogle øvelsesdage, vil letbanen komme til at køre planmæssigt først uden og senere med passagerer.