Opdatering: Lastbilen er fjernet fra stedet, og trafikken glider.

En lastbil er fredag morgen kørt galt ved E45 Nordjyske Motorvej, hvilket kan medføre gener fra morgenstunden for øvrige bilister.

Det oplyser Nordjyllands Politi over for B.T.

Vagtchef Jesper Sørensen siger, at lastbilen formentlig har ramt noget is, hvorefter den er hamret ind i et autoværn.

»Lige nu holder den og spærrer højre spor og dele af nødsporet,« lyder det fra vagtchefen.

Lastbilen, der er kollideret med et autoværn.
Lastbilen, der er kollideret med et autoværn. presse-fotos.dk

Uheldet er nærmere bestemt sket i retningen fra Aalborg mod Nørresundby Vendsyssel ved udfletningen E39 mod Hirtshals.

Chaufføren er sluppet uskadt, men tre dæk er punkteret. De skal erstattes, før den kan bugseres væk fra stedet.

Jesper Sørensen forventer, at det først kan håndteres klokken 08 – ifølge Vejdirektoratet er der tidligst ryddet op klokken 10. Arbejdet trækker derfor ud, da første tidsmelding lød en time tidligere.

Uheldet har ikke skabt kø for nuværende, men Jesper Sørensen afviser ikke, at det sker, som morgenen skrider frem.

»Det kan ikke afvises, at det medfører gener. Den tilbagemelding, vi har fået – at det først kan håndteres klokken 08 – så vil der gå noget tid.«

»Der er skilte ved stedet, der skal lede færdslen uden om. Vi opfordrer fortsat bilister til at køre forsigtigt. Der er stadig sne, slud og is på vejene.«

Uheldet blev alarmeret klokken 05.27 fredag morgen.