Opdatering: Der er nu ryddet helt op, ligesom trafikken glider frit igen.

Politiet arbejdede tidligere tirsdag på højtryk, efter en havareret lastbil havde tabt et læs med træstammer på motorvejen.

Det oplyser Nordjyllands Politi til B.T.

Arbejdet foregik på motorvejen i Limfjordstunnelen mellem Aalborg og Nørresundby i sydgående retning.

»Der er en del trafikale udfordringer. Biler kører slalom mellem træstammerne for at komme igennem, og det betyder, at vi har haft svært ved at komme igennem og få dirigeret trafikken over i den ene side,« sagde vagtchef Poul Fastergaard.

»Der giver en lang, lang kø lige nu,« slog vagtchefen fast.

Efterfølgende fik politiet lukket sydgående spor fuldstændig og dermed sat en stopper for bilisternes slalomkørsel.

P4 Trafik Midt & Nord oplyste, at trafikken blev afviklet med et spor i hver retning i det nordgående rør. Sydgående retning var helt spærret. Seneste melding lidt efter klokken 12 lyder dog, at oprydningsarbejdet er overstået.

Udover politiet, bistod Nordjyllands Beredskab også i arbejdet. Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldet.

»Mirakuløst nok er der ikke sket noget,« siger vagtchefen til Ritzau.

Selvom der er ryddet op efter uheldet, er der stadig en del kø, som skal afvikles. I sydgående retning er der forlænget rejsetid på op til 30 minutter.

Man ved endnu ikke, hvad der er sket forud for uheldet.

Meldingen om uheldet kom klokken 09.33.