Et uheld på Fynske Motorvej skaber store forsinkelser omkring Odense onsdag morgen.
Vejdirektoratet oplyser, at uheldet er sket på strækningen fra Knudshoved mod Middelfart mellem afkørsel Odense 51 og Odense S.
Der er i skrivende stund lang kø.
»Køen er tiltagende, og du møder den allerede ved mtv. kryds Odense,« skriver P4 Trafik Syddanmark på Twitter.
Bilister i retning mod Jylland må forvente at blive op til en halv time forsinket.
Ifølge Ekstra Bladet er der tale om et harmonikasammenstød mellem tre biler.
Seneste melding fra P4 Trafik Syddanmark lyder, at der nu er ryddet op efter uheldet.
»Nu mangler vi blot, at køen afvikles mellem mtv. kryds Odense og 51 Odense S i retning mod Jylland,« skriver de på Twitter.