To biler har mandag eftermiddag været involveret i en ulykke på Sydmotorvejen. Den ene bil røg ud over autoværnet.

En kvinde, som sad i bilen, der røg ud over autoværnet, er blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.

- Den ene er blevet skubbet af vejen ud over autoværnet og ned i noget krat. Vi har en tilskadekommen fra den bil, som er blevet fløjet til Rigshospitalet med helikopter. Vi kender ikke tilstanden, sagde han lidt efter klokken 18.

Omkring halvanden time senere lyder meldingen, at kvinden er alvorligt kvæstet og i livsfare.

I bilen, som kvinden sad i, var også to andre personer - en mindreårig dreng og en mand. Drengen har brækket et kraveben, mens manden har fået mindre skrammer.

Føreren af den anden bil - en mand - er ifølge politiet uskadt.

Efter ulykken var der spærret i retning mod Rødby mellem afkørsel 36 Bregentved og afkørsel 17 Rønnede. Men omkring klokken 19.30 oplyser politiet, at der igen er åbent, men man skal forvente en del kø.

En bilinspektør skal klarlægge årsagen til ulykken.

/ritzau/