En kvindelig cyklist er i kritisk tilstand efter en trafikulykke på Jagtvej i København sent mandag eftermiddag.

»Hun blev ramt af en bil ude på vejen og er svært tilskadekommen,« siger vagtchefen ved Københavns Politi, Kristian Rohdin, til B.T. og understreger, at der ikke er tale om en højresvingsulykke.

Kvinden er blevet overført til Rigshospitalet, hvor hun netop nu behandles for sine skader.

»Jeg ved ikke præcis, hvilke skader hun pådrog sig, men hun er i kritisk tilstand,« siger vagtchefen.

Ulykken skete omkring klokken 17 og førte til massiv kø på Jagtvej, som er en af hovedtrafikårerne i København.

Det skyldes, at der kun er et spor farbart mellem Nørrebrogade og Mimersgade midt i myldretiden sidst på eftermiddagen.

Kort før klokken 19 oplyser Københavns Politi på Twitter, at Jagtvej igen er fuldt farbar i begge retninger.

Både oprydningsarbejdet og politiets undersøgelser på ulykkesstedet er overstået.

Politiet har en formodning om, hvem den kvindelige cyklist er, men har endnu ikke fået hende identificeret.