Sne, kulde og ned til otte graders frost om natten.

Vejrudsigten er for alvor slået om på vinter, og det betyder glatte veje i morgen- og aftentimerne. 

Men at dømme efter en ny undersøgelse er der grund til bekymring.

Analyseinstituttet YouGov har på vegne af Tryg-koncernen foretaget en undersøgelse af danskernes forhold til kørsel i frostvejr.

Og resultatet er nedslående. 

Det er nemlig kun hver anden dansker, der fjerner is og frost fra ruden, før de kører hjemmefra. 

Værst står det til blandt de unge bilister, for blot fire ud af ti mellem 18 og 29 år griber skraberen før afgang. 

Blandt de øvrige bilister står det dog ikke meget bedre til. 

Hver fjerde bilist skraber ifølge undersøgelsen kun isen bort fra for- og bagrude samt de forreste sideruder, mens cirka hver tiende bilist nøjes med at fjerne is fra for- og bagrude.

Men det kan blive dyrt. 

Kører du med ruder, som er fyldt med is, risikerer du nemlig bøde eller i grelle tilfælde frakendelse af kørekortet. 

I værste fald kan det føre til ulykker. 

»Vi oplever hvert år i efterårs- og vintermånederne kunder, der er kommet galt af sted i deres bil, fordi udsynet har været dårligt – enten på grund af frost og sne på bilruderne eller som følge af kraftig regn, lavtstående sol, tæt tåge eller lignende. Det handler især om sammenstød – nogle af dem med alvorlige skader til følge,« fortæller Jesper Mundt Brockdorff, skadeafdelingschef i Alka.

Derfor opfordrer han til, at man som bilist sørger for at rense ruderne i bilen både ude og inde, før man kører. 

»Det koster nogle minutter ekstra, men de er givet rigtig godt ud i sidste ende. Vi har nok alle sammen set bilister, der blot har skrabet nogle små huller fri, som de kan kigge ud igennem. Det er som at spille hasard med sikkerheden og må på det kraftigste frarådes,« siger Jesper Mundt Brockdorff.