Det koster penge at krydse Storebælt.

Men tager du turen i tog, koster det langt mere, end det burde.

Det siger trafikforsker til TV 2.

DSB kræver fem gange højere priser af passagererne, end det koster trafikselskabet at krydse broen, lyder det fra professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, Mogens Fosgerau.

TV 2 Fyn, der har gransket priserne på togrejser, skriver, at det koster DSB 4.920 kroner, hver gang de kører et tog over Storebæltsbroen. 

Divideres den pris med det gennemsnitlige antal passagerer, der tager turen over broen, burde det koste 33 kroner at krydse bæltet.

Men DSB tager mere end fem gange så meget. For det koster nemlig op til 178 kroner at krydse broen i tog. 

Ifølge Mogens Fosgerau bruges de mange ekstra penge, som DSB kræver af storebæltspassagererne, til at dække underskuddet på mindre populære ruter.

»Det er bekvemt for politikerne, for så skal de ikke finde så mange penge i statskassen til at dække underskuddet, men det er dårligt for kunderne på de gode strækninger, som ender med at betale ekstra,« siger Mogens Fosgerau til TV 2.

I 2025 udgjorde DSB's resultat før skat et overskud på 732 millioner kroner. Samtidig fik DSB sidste år over tre milliarder kroner i støtte fra staten.

DSB siger, at forretningen 'drives på forretningsmæssige vilkår'.

»Lige nu investerer vi et tocifret milliardbeløb i nye elektriske tog og værksteder, og det kræver en sund økonomi.«