Kraftig vind påvirker trafikken: Færger aflyst på grund af vejret


Flere færger til og fra Samsø er onsdag påvirket af den kraftige blæst.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Samsø Rederi oplyser, at afgangene med hurtigfærgen Lilleøre mellem Sælvig og Aarhus er aflyst klokken 13.45, 15.00, 16.15 og 17.30.
Også forbindelserne mellem Samsø og Kulundborg er påvirket.
Alle afgange onsdag eftermiddag er rykket med en time, lyder det ifølge tv-stationen fra Samsølinjen.
Så fra Kalundborg er afgangene udskudt en time fra henholdsvis 13.30 og 18.00, og Kolby Kås fra 15.45 til 16.45.
Omkring klokken 14 lå færgen Sælvig Hou uden for Sælvig havn og ventede på at komme til kaj. Det voldsomme vejr gjorde det svært for færgen at komme til helt ind til land.
Et par timer senere lykkedes det færgen at komme i land.
Årets første dag er i det hele taget en både blæsende og våd affære.
DMI varsler om kraftig regn i store dele af landet. Det gælder i det sydlige Jylland og på Fyn.
I Vadehavet er der et såkaldt DMI varsel for forhøjet vandstand.
B.T. følger vejr- og trafiksituationen hele dagen.