Ja, det sker jo hvert år.
Men alligevel er det rart med en påmindelse om, at uret skal sættes tilbage søndag d. 26. oktober. Især når det gælder risikoen for en p-bøde.
I den forbindelse minder Q-Park alle bilister om at tjekke både bilens ur og p-skiven, så man ikke står med en uventet kontrolafgift.
Det oplyser Q-Park i en pressemeddelelse.
'Selvom mange ure i dag stiller sig selv, gælder det ikke nødvendigvis for bilens ur. Hvis uret viser forkert tid, kan det betyde, at p-skiven bliver sat forkert – og så kan en dyr kontrolafgift hurtigt tage toppen af den gode stemning,' oplyser administrerende direktør Alex Pedersen og fortsætter:
'Elektroniske p-skiver gør hverdagen nemmere, men mange modeller skal stadig justeres manuelt, når vi går over til vintertid. Derfor opfordrer Q-Park alle bilister til at dobbelttjekke både bilens ur og p-skiven, når urene sættes tilbage.'
Han tilføjer, at overgangen til vintertid ikke betyder flere parkeringsvagter på arbejde: 'Vi har samme bemanding på søndag som på alle andre søndage.'