Man kan få sig noget af en grim overraskelse, når man kører bil, og det ene hjul lander i et vejhul.

Det er ikke desto mindre den virkelighed, flere bilister oplever, når de kører på mindre lokale veje, oplyser vejmyndighederne til TV 2 Øst.

Et af de områder, hvor der i øjeblikket er flere vejhuller end normalt, er Vordingborg Kommune.

»Der er mange huller lige nu i forhold til, hvad vi normalt ser i januar. Og det er samtidig rigtig svært at reparere hullerne, fordi vejbelægningen er så våd, at ny asfalt ikke rigtig vil binde,« siger Knud Jørgensen fra Vordingborg Kommune til mediet.

Vejhuller opstår mere hyppigt i vinterhalvåret, men på grund af en kold december og en våd januar har man allerede nu registreret det antal vejhuller, man normalt oplever på en hel vintersæson.

Også i Slagelse Kommune oplever man en del slaghuller, når vejret og temperaturen er, som den har været denne vinter, oplyser Rune Nordenlund fra Slagelse Kommune til TV 2 Øst.

En af årsagerne til vejhullerne er, at grøfterne mange steder er fyldt med vand efter januarregnen. Det betyder, at hele fundamentet er fyldt med vand. Når nattefrosten så kommer, er vejen fugtig og sårbar over for skader.

Når hullerne er opstået, vokser de sig større og større, hver gang en bil kører over det.

Så kør forsigtigt, når du kører på de mindre lokale veje. Vejhullerne kan nemlig forårsage skader på dæk, fælge og hjulophæng.