I år bliver der kø på de tyske motorveje... Synes du, at du har læst den historie før? Hvis ordene ‘kør selv-ferie’ og ‘tyske motorveje’ indgår i dine planer for dette års sommer, så kan du godt forberede dig på, at advarslen bliver mere sand end nogensinde før.

I løbet af juli måned kører over én million danskere gennem Tyskland for at komme på ferie. Sjællænderne kører typisk via A9,  hvor der ikke er udsigt til større vejarbejder og kødannelser, mens fynboere og jyder typisk vælger at tjekke ind på de tyske autobahner ad A7.

Men i år bør de overveje at lægge ruten om og undgå A7, anbefaler Rasmus Boserup, der er kommunikationschef hos energiselskabet OK.

Tag en omvej

Tyskerne er i gang med at udvide motorvejen syd for Neumünster. Vejarbejdet strækker sig over godt 90 km ned mod Hamborg. Samtidig er man ved Hamborg i gang med at overdække A7 ned mod Elben-tunnelen, hvilket medfører endnu 15 kilometer med vejarbejde. Alt i alt betyder det, at der er 110 kilometer med vejarbejde på de 120 kilometer mellem Neumünster og Hamborg.

Vil du undgå at tilbringe for megen kostbar ferietid i en varm bil, gælder det om at time dine rejsetidspunkter bedst muligt. Den tyske bilistorganisation ADAC anbefaler helt at undgå Hamborg i dagtimerne fredag, lørdag og søndag i hele juli måned.

For jyder og fynboer, som skal på sommerferie i Tjekkiet, Østrig eller det nordøstlige Italien, kan det være værd at tage en omvej ad A9.

»Kører man fra A7 lige før Neumünster og drejer østover, kan man komme over på A9. Omvejen er godt nok 120 km længere end den lige vej ned ad A7, men så slipper man for vejarbejderne ned mod Hamborg. Det kan være et godt alternativ for dem, som holder ferie i den østlige del af Europa,« siger Rasmus Boserup.