En bil havarerede på Amagermotorvejen midt i myldretidstrafikken torsdag morgen.

Det giver store trafikale udfordringer. Også ved Kolding er der opstået køproblemer.

Et spor var spærret efter uheldet på Amagermotorvejen, som skete i retning mod Ørestad.

Selvom der netop er blevet genåbnet for trafikken, er køen stadig over fire kilometer lang og starter lige før Motorvejskryds Avedøre.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

»Bilen er kommet videre, og alt er igen fuldt farbart. Der er fortsat meget kø, som formentlig løsner efter myldretiden,« skriver P4 Trafik.

Vejdirektoratet melder om mellem ti og 30 minutters forlænget rejsetid.

Et uheld på Østjyske Motorvej fra Fredericia mod Kolding V mellem frakørslerne Kolding og Kolding Ø giver også problemer i morgentrafikken.

Venstre spor er spærret, og ved 08-tiden er der opstået lang kø på både Østjyske Motorvej og Taulovmotorvejen i retning mod Kolding som følge af uheldet.

Begge steder er køen over en kilometer lang, og Vejdirektoratet melder om op til 30 minutters forlænget rejsetid på begge strækninger.

Fælles for de to steder i landet, hvor der er opstået kø, er, at Vejdirektoratet forventer normal trafik i løbet af morgenen.

Tidligere var der også kø på Fynske Motorvej efter et uheld i retning mod Odense, men den er nu gået i sig selv igen.