Der har torsdag morgen været et større trafikuheld med flere biler på Sydmotorvejen.

Det har skabt massiv kø.

»Der var tale om et harmonikasammenstød. Når der er uheld i morgentrafikken, opstår der kø lige med det samme,« siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Uheldet skete mellem frakørsel 35, Haslev, og frakørsel 33, Lellinge i nordgående retning.

Ved 7-tiden var der flere kilometer kø og op til 45 minutters forlænget rejsetid på strækningen, men efter klokken 8 begynder det at se bedre ud.

Ifølge Vejdirektoratet må bilisterne dog stadig forvente op mod 15 minutters forlænget rejsetid.

Mens oprydningsarbejdet stod på, blev trafikken ledt over i nødsporet, men nu er alle spor genåbnet.

Trafikken på motorvejen forventes imidlertid først at blive normal igen efter myldretiden.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at ingen kom alvorligt til skade i uheldet på Sydmotorvejen torsdag morgen.

B.T. følger sagen...