Mandag morgen blev S-togstrafikken fuldstændig lammet, da lokoførerne klokken 7 forlod arbejdet og gik til fagligt møde - lige midt i morgenmyldretiden.

Mange tog holdt stille og andre kørte med store forsinkelser indtil lokoførerne vendte tilbage til arbejdet ved 9-tiden. Men først flere timer senere blev S-togstrafikken igen normal.

»Da lokoførerne gik til fagligt møde efterlod de togene på perron. Det vil derfor tage en del tid, før driften igen bliver normal. Jeg forventer først, at det sker ved middagstid. Vi bestræber os på, at alle linjer kører efter køreplanen, når eftermiddags-myldretiden sætter ind,« sagde DSB's informationschef Tony Bispeskov til B.T. mandag morgen.

Han kalder arbejdsnedlæggelsen 'overenskomststridig', og beklager de gener pendlerne oplevede, mens togkaosset stod på.

Københavns Hovedbanegård. S-tog kører ikke. Det skyldes strejke blandt lokoførerne, og det skaber morgentrafikkaos for passagererne.
Københavns Hovedbanegård. S-tog kører ikke. Det skyldes strejke blandt lokoførerne, og det skaber morgentrafikkaos for passagererne. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Flere pendlere gav på de sociale medier udtryk for deres store frustration over at være strandet på tog-stationerne i hovedstadsområdet. Mange var også utilfredse med DSB's informationsniveau.

Mandagens arbejdsnedlæggelse kommer, efter at DSB og Dansk Jernbaneforbund 31. oktober afbrød forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale.

Lokomotivførerne er blandt andet utilfredse med, at DSB har lagt op til at skære antallet af tillidsrepræsentanter fra 99 til 29.

Det skrev fagforeningen Dansk Jernbaneforbund på sin hjemmeside fredag.

Sådan så der ud på Københavns Hovedbanegård, mens S-togene holdt stille.
Sådan så der ud på Københavns Hovedbanegård, mens S-togene holdt stille. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Lokomotivførerne er i den forbindelse vrede over, at DSB 1. november valgte at fratage alle tillidsrepræsentanter deres hverv.

Dansk Jernbaneforbund mener, at DSB vil forringe medarbejdernes indflydelse.

Det handler blandt andet om, i hvor høj grad de tillidsvalgte skal inddrages i planlægning af det daglige arbejde og ferieplanlægning.

'DSB ønsker grundlæggende en ny virksomhedskultur, hvor medarbejderne ikke længere tages med på råd, men i langt højere grad blot handler efter diktat,' skrev Dansk Jernbaneforbund fredag på sin hjemmeside.

350.000 personer bruger ifølge DSB hver dag S-toget.

Du kan læse eller genlæse B.T.'s live-blog fra mandag morgen, hvor togene holdt stille, herunder: