Lyt til artiklen

Tirsdag morgen er der problemer med morgentrafikken flere steder i landet.

Et sted har det ført til massiv kø.

Netop nu er der flere kilometer med kødannelse på Vestmotorvejen i retning mod København efter frakørsel 38, Slagelse Ø. Det skyldes et uheld på motorvejen.

Bilister må forvente op mod 20 minutters forlænget rejsetid, oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Motorvejen var en overgang delvist spærret, men nu er oprydningsarbejdet rykket ud i nødsporet.

»Der er en lang kø, som nu skal afvikles,« skriver DR P4 Trafik København&Sjælland på Twitter.

Oprydningsarbejdet forventes helt overstået omkring klokken 8.20.

Også på Østjyske Motorvej, Fynske Motorvej og Helsingørmotorvejen har uheld skabt problemer i morgentrafikken.

På Østjyske Motorvej må bilisterne regne med omkring 20 minutters forlænget rejsetid fra Horsens mod Aarhus mellem frakørsel 50, Hørning og serviceanlæg Blankhøj på grund af et uheld.

Oprydningsarbejdet forventes tidligst overstået klokken 08.15.

På Fynske Motorvej er højre spor spærret fra Knudshoved mod Odense mellem motorvejskryds Odense og Munkebjergvej – med flere kilometer med tæt trafik og kødannelse til følge.

Oprydningsarbejdet forventes tidligst at være overstået klokken 08.30, oplyser Vejdirektoratet.

På Helsingørmotorvejen har der været to uheld – begge i retning mod København.

Uheldene skete henholdsvis mellem frakørsel fem, Humlebæk, og Nivå og mellem Nivå og frakørsel syv, Kokkedal.

Der er opstået tæt trafik og kødannelse på motorvejen.

Oprydningsarbejdet efter begge uheld skulle ifølge Vejdirektoratet være overstået omkring klokken 9.