To uheld på Fynske Motorvej har skabt massiv kø midt i fredagsmyldretiden.

»Lige nu er forsinkelsen på 40 minutter, og det ser ikke ud til, den begynder at lette før om en times tid, når myldretidstrafikken begynder at svinde,« siger vagthavende ved Vejdirektoratet, Jimi Nyrup, til B.T.

Det massive pres på trafikken er ganske almindeligt for en fredag, men der er bare generelt flere biler på vejene op til weekenden. Derfor bliver køen også ekstra lang, hvis der sker uheld.

Det første uheld skete omkring klokken 14 mellem afkørsel 55 Aarup og 54 Vissenbjerg i retning mod Odense.

Uheld to skete ved Langeskov i retning mod Jylland. Alle involverede i de to uheld slap uskadte fra sammenstødene, fortæller vagthavende ved Fyns Politi, Kenneth Taamquist, til B.T.