Det er dagen før dagen.
Også i juletrafikken.
Men der er tirsdag middag ingen problemer på vejene i Danmark.
Det fortæller Jacob Majgård Christensen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.
Til B.T. siger han:
»Man kan godt sige, at det er meget usædvanligt dagen inden juleaften. Vi havde et varsel ude om, at der godt kunne blive tæt trafik mellem 11 og 14, men det har indtil videre ikke været tilfældet.«
Han har også en forklaring på den trafikale situation landet over.
»Udrejsetrafikken er delt ud over fem dage i år, så det gør selvfølgelig noget. Men der kan i løbet af eftermiddagen godt mindre kødannelser enkelte steder. Det er typisk fra København mod Jylland. For eksempel på Vest- og Holbækmotorvejen og henover Fyn,« siger han.
Også på skinnerne glider trafikken fortsat, som den skal, meddeler DSB på hjemmesiden.
Hjemrejsetrafikken ventes at blive tættest 2. juledag mellem klokken 11 og 16.
