Det er en kold vintermorgen. Mange mennesker står samlet for at tage bus 23 fra Aarhus Ø til byen. Bussen bliver propfyldt, og hvis du misser den, skal du vente lang tid, der går nemlig kun to i timen.

Det scenario har Arian Jabarkheil Naderi, der er studerende og bor på Aarhus Ø, stået i mange gange, og hun havde håbet, det nu ville ændre sig. Men det er der ikke nogen konkrete planer om endnu.

Tirsdag 31. august fremlagde borgmester Jacob Bundsgaard (S) nemlig sit forslag til Aarhus Kommunes budget 2022-2025. Og heri var planerne om letbanen altså skrottet.

Og ifølge Arian Jabarkheil Naderi er det fint, at letbanen ikke kommer til Aarhus Ø.

»Der er allerede store problemer med trafik ved Navitas-krydset. Man kan jo holde der et kvarter. Det ville bare blive endnu værre, hvis man fik letbanen,« siger hun til B.T. Aarhus.

Hun mener også, at letbanen ville fylde for meget i bybilledet, og at den larmer mere. Desuden har hun taget den nogle gange om vinteren, og der har den været forsinket.

Men selvom det bliver modtaget positivt, at letbanens rute heller ikke i fremtiden vil køre forbi Aarhus Ø, er Arian Jabarkheil Naderi ikke tilfreds med, at der endnu ikke er fundet et alternativ.

»Jeg synes, det er virkelig skuffende. Det er for dårligt, Aarhus Ø ikke er prioriteret højere i Aarhus. Det er som om, det bare er en lille, ny bydel. Det er det jo ikke, det er mega stort,« siger hun.

Hun mener derfor, at en forudsætning for, at trafikken kommer til at fungere på Aarhus Ø, er, at der indsættes flere busser.

Den holdning bakker mange hende op i – i hvert fald, hvis man ser på bydelens Facebook-gruppe.

Her har også Elisabeth Bach kommenteret, at det er fint, at letbanen ikke kommer til Aarhus Ø, da hun også mener, at trafikken vil blive for stort et problem i krydset ved Navitas med en letbane.

Hun er dog heller ikke tilfreds med busserne lige nu. Overfor B.T. Aarhus uddyber hun:

»Bussen kører kun to gange i dagtimerne og efter klokken 18.00, er det en gang i timen. Det er simpelthen for lidt,« siger hun og tilføjer:

»På Aarhus Ø bor der ligeså mange mennesker som i Lystrup, og dertil kører der både bus og letbane flere gange i timen. Hvis den offentlige trafik skal fungere, skal den køre noget oftere.«

Generelt er det beboerne på Aarhus Ø’s dom, hvis man vurderer ud fra deres Facebook-side. Her er mange positivt stemt over, at letbanen ikke kommer til øen – men de efterspørger samtidig, at der findes alternativer.

Borgmester Jacob Bundsgaard meddelte tirsdag 31. august, at arbejdet med alternativer løsninger vil blive iværksat nu. Han vurderer, at det eksempelvis kan være bybusser, og han er enig i, at det skal være med høj kapacitet.