Et harmonikasammenstød på Fynske Motorvej ved afkørsel 52 Odense SV var tirsdag morgen en udfordring for trafikken.

Uheldet var sket i østgående retning.

Fyns Politi oplyser til B.T., at der i forbindelse med uheldet ikke var nogle tilskadekomne. Men trafikken blev derimod hårdt ramt.

På et tidspunkt strakte der sig således en lang kø på syv kilometer, ligesom bilister på motorvejen kunne forvente op til 25 minutters forsinkelse på strækningen.

»Nogle gange gør oprydningsarbejdet, at man er nødt til at spærre større dele af motorvejen af, og det gør altså, at der er mere ventetid,« siger vagthavende Kenneth Andersen ved Vejdirektoratet.

Kort efter klokken 9 tirsdag morgen var oprydningsarbejdet så afsluttet og omkring 40 minutter senere gled trafikken igen uforstyrret forbi Odense.