Et voldsom ulykke skaber tirsdag eftermiddag lang kø på Fynske Motorvej i vestgående retning.

Ulykken skyldes et harmonikasammenstød, hvor seks biler er indblandet.

Ingen af bilisterne er kommet voldsomt til skade, udtaler vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, til B.T.

Fyns Politi oplyser på Twitter, at begge vejbaner er åbne for trafik igen, efter at have været spærret af i et par timer tirsdag eftermiddag.

Politiet opfordrer dog til, at man kører forsigtigt forbi ulykkesstedet, så de 'ikke skal derud igen'.

Derudover oplyser Fyns Politi, at man har udstedt bøder samt klip i kørekortet i forbindelse med ulykken.

Det skyldes, at bilister i to tilfælde har filmet ulykken, mens de selv holdt i de såkaldte 'kikkekøer' i modsat retning.

Politiet har selv filmet de personer, der har filmet ulykken, og Fyns Politi skriver på Twitter, at filmeriet vil medføre sigtelser.