Både politi og brandvæsen var fredag formiddag massivt til stede på Holbækvej ved den lille stationsby Regstrup.
Her var en handicapbil styrtet voldsomt sammen med et vejtræ.
Midt og Vestsjællands Politi blev kaldt ud kort efter kl. 11 og er »umiddelbart færdige« med sagen for nuværende, lyder det fra politikredsens vagtchef Henrik Olesen.
»En person mistede af ukendte årsager herredømmet over køretøjet og påkører et træ,« forklarer han til B.T.
Vagtchefen forsikrer, at der »ingen voldsom personskade« er sket i forbindelse med ulykken, som dog fik sendt føreren af handicapbilen på hospitalet.
»Vi har taget en blodprøve for at teste, om der har været drukket eller indtaget stoffer inden kørslen,« lyder det fra vagtchefen.

Man afventer fortsat svar på blodprøverne.
Vestsjællands Brandvæsen bekræfter blot overfor B.T., at man har været på stedet, samt at arbejdet er færdigt derude igen.
Her på Holbækvej var en handicapbil styrtet voldsomt sammen med et vejtræ.
Føreren var blevet fastklemt, men brandfolkene fik ham reddet fri og overdraget til en ambulance, der kørte med udrykning mod hospitalet.
Holbækvej var spærret omkring halvanden time i forbindelse med ulykken, hvor vejhjælpen har ryddet vejstykket.
Heldigvis er føreren af handicapbilen ikke kommet alvorligt til skade, men politiet afventer altså svar på, om han skulle have kørt ulovligt påvirket.
