Søndag 12. juni sendes mere end 12.000 glade løbere afsted i Aarhus' gader, når Bestseller Aarhus City Halvmarathon skydes i gang klokken 10.

Bilisterne i byen er formentlig knap så glade.

Den årlige løbefest kommer nemlig til at få store konsekvenser for de aarhusianere, der enten selv skal køre i bil eller med offentlig transport.

Flere veje vil være fuldstændig lukkede, mens man andre steder må væbne sig med tålmodighed.

»Der må forventes kødannelse i Aarhus midtby, hvorfor vi anbefaler enten at tage cyklen eller at tage hjemmefra i god tid. Hvis I har tid, så kom og vær med til at hjælpe de 12.000 løbere på vej,« lyder det blandt andet fra Aarhus Kommune.

Der vil særligt være massive ændringer for den kollektive trafik, oplyser kommunen.

Næsten alle ruter for bybusserne i Aarhus vil være påvirket mellem klokken 09-13. Det betyder, at der er ruteændring for stort set alle by- og regionalbusser.

På kortet fremgår ruten, som de 12.000 løbere benytter på søndag. Den er lukket for trafik.
På kortet fremgår ruten, som de 12.000 løbere benytter på søndag. Den er lukket for trafik. Foto: Aarhus Kommune
Vis mere

Nogle af de veje, det påvirker, er blandt andet Frederiks Allé fra Thomas Jensens Allé til og med Rådhuset, der er lukket fredag 10. juni frem til mandag 13. juni klokken 07.

Rådhuspladsen / Vester Allé er delvist lukket og med omkørsel søndag 12. juni fra klokken 08-10.30.

Kommunen har i forbindelse med løbet oprettet en trafikhotline, hvor det er muligt frem til søndag klokken 14 at ringe ind og få information om, hvilke veje der er lukket hvornår, og hvordan du kommer frem.

Du kan orientere dig om alle de lukkede veje og få mere information her.

Løbet er overstået klokken 14 søndag.