Et nyt p-ankenævn åbner den 1. juli, og det er godt nyt for alle, der mener, de har fået en uretfærdig afgift af private parkeringsselskaber.

»Det har været et problem, at sager om parkeringsbøder skulle gennem retssystemet, hvis de skulle afgøres. De her typer af sager har tit en enkelhed, som gør, at de kan afgøres på et skriftligt grundlag. Retssystemet er et stort setup at skulle igennem for at få sin sag behandlet,« siger afdelingschef i den juridiske afdeling i foreningen Forenede Danske Motorejere (FDM), Lennart Fog, til tv2.dk.

FDM og Forbrugerrådet Tænk vil repræsentere forbrugerne i det nye råd. I praksis vil bilejerne stadig skulle gå til det selskab, der har udstedt bøden i første omgang, hvis de vil klage.

Men hvis der efter selskabets behandling af klagen stadig er uenighed, om afgiften er retmæssig eller ej, kan forbrugerne nu gå til ankenævnet.

Sammen med det nye ankenævn er der også kommet nogle forpligtelser for p-selskaberne. De skal nemlig være medlem af det, ellers er deres afgifter ugyldige. Det samme gælder, hvis de undlader af informere bilisterne om deres klagemuligheder, når afgiften bliver givet.

De store p-selskaber er allerede tilmeldt ankenævnet, men flere små mangler stadig at komme med i klubben. Det samme gælder for en række ejendomsselskaber og andre, der også kan udstede p-afgifter. Og når de ikke er tilmeldt ankenævnet, så er deres afgifter ugyldige.

Det uvildige ankenævn blev stemt igennem af et bredt flertal i Folketinget i maj sidste år.

Det var transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), som havde stillet lovforslaget om en række ændringer på parkeringsområdet.