Et såkaldt intelligent lyskryds i Vallensbæk har vakt opsigt i kommentarfeltet på B.T.'s Facebook-side.

Det skyldes umiddelbart ikke, at det er et smart påfund og kan skåne miljøet samt spare bilisterne for en masse tid.

Det skyldes derimod figuren i midten af krydset, hvor de to biler holder.

Kan du se, hvad nogle finder pudsigt?

Der er mange, som mener, at der er tale om et svastika eller et hagekors, som det også bliver kaldt.

'Skide smart og lave hagekors i midten NOT!!!,' skriver en af B.T.'s brugere eksempelvis.

Der er dog også nogen, som mener, at det ikke er et nazistisk hagekors, men et buddhistisk tegn på lykke.

Redaktionen har været i kontakt med Vallensbæk Kommune, der har en kort kommentar til diskussionen.

»Det er trafiksikkerhed, der har har afgjort, hvordan krydset er tegnet op,« siger Kim Serup, der er kommunikationsansvarlig i Vallensbæk Kommune.

Her har man testet den nye slags lysregulering på Vallensbæk Torvevej, hvor man har styret lyssignalet udelukkende ved hjælp af GPS-data fra bilerne. Det skrev TV 2 Lorry tidligere på dagen.

Bilisterne fik mindsket deres transporttid på strækningen med 21 procent. Ifølge trafikanalysevirksomheden Hermes Traffic betyder det, at man har reduceret CO2-udledningen med omkring 1,5 tons CO2 om året.

Men er det så et tegn på lykke eller et nazistisk tegn, som Vallensbæk Kommune har lavet ved et tilfælde?

Ifølge Gyldendals leksikon 'Den store danske' er et svastika et kors, hvis arme er lige lange og knækket i rette vinkler mod højre eller venstre.

Symbolet er anvendt i hinduismen, buddhismen og janismen. Udover at være et tegn på lykke er det også et soltegn og et verdenshjul. Senere hen blev det også udbredt i Grækenland og Italien - altså mellem 1000 og 500 f.Kr.

I 1933 blev svastikaet gjort til det tyske rigsflag som symbol på "den germanske races kraft og genfødsel". I 1945 blev fanen med hagekorset forbudt i Tyskland.

Dermed er det helt op til ens egen fortolkning, hvad man mener,  at bilister i Vallensbæk kører over.