Det er stadig uvist, hvad der var årsagen til den alvorlige ulykke på Hillerød Motorvejens forlængelse torsdag formiddag.

Tre personer blev kvæstet, da to biler kørte frontalt sammen umiddelbart nord for det sted, hvor Brødeskovvej krydser forlængelsen.

De tre blev kørt på hospitalet, og to af dem var i kritisk tilstand, oplyste Nordsjælland Politi. 

Fredag morgen er der ikke nyt om deres tilstand.

»Vi har ikke hørt fra hospitalet endnu,« fortæller vagtchef Kaspar Bengtsson til B.T. 

»Vi er i gang med at undersøge ulykken nærmere og har haft tekniker og bilinspektør ud på stedet,« tilføjer han. 

De tilskadekomne er to mænd på henholdsvis 70 og 80 år og en 52-årig kvinde. 

Vejen var i lang tid spærret i begge retninger.

På et tidspunkt advarede politiet utålmodige bilister mod at lave ulovlige U-vendinger for at slippe for køen. 

»Det kan være særdeles farligt,« skrev politiet på Twitter.

Strækningen rammes jævnligt af ulykker. Den er karakteriseret ved, at dele af den er en såkaldt 2+1-vej, hvor der skiftevis er to vognbaner i den ene retning, skiftevis to i den anden.

Tidligere i år mistede en 18-årig kvinde fra Skovlunde livet i en ulykke på strækningen.