På E20 Fynske Motorvej skete der fredag eftermiddag endnu et uheld, som betød en enorm kødannelse.
Det oplyser Vejdirektoratet på deres hjemmeside.
Uheldet er fandt sted ved Blommenslyst lige før afkørsel 53 Odense V, og ifølge den vagthavende ved Vejdirektoratet var der tale om et harmonikasammenstød.
Bilister, som rejste mellem Odense og Middelfart, måtte derfor væbne sig med tålmodighed. Rejsetiden var nemlig betydeligt forlænget.

Tidligere fredag eftermiddag skete der desuden et andet uheld mellem Nørre Aaby og Aarup, som gav kødannelse på flere strækninger mellem Middelfart og Odense.
Man kan derfor med rette sige, at rejsende mellem Odense og Middelfart denne fredag ikke ligefrem har haft heldet med sig.
Og ser man på den kollektive trafik mellem Odense og Middelfart, har der heller ikke været meget held i sprøjten.
Mellem Kauslunde og Ejby blev en køreledning nemlig revet ned, og det betød, at al togtrafik mellem Fredericia og Odense blev indstillet.
Togtrafikken er så småt begyndt at trille igen – dog kun i ét spor, og DSB har derfor indsat togbusser.
Og togtrafikken kommer ikke til at blive normaliseret før lørdag morgen. Det oplyser DSB fredag aften.
Det betyder derfor, at der resten af fredagen ikke kører Intercitytog mellem København og Esbjerg, ligesom der heller ikke kører nogle regionaltog mellem Fredericia og Odense.
Alle mellemliggende stationer vil i stedet blive betjent af togbusser.
DSB forudser i den forbindelse, at der fortsat vil være forsinkelser i togtrafikken.
B.T. følger fredagstrafikken.



