Torsdag morgen har to uheld skabt store trafikale udfordringer på motorveje lidt udenfor København.

På en af dem er der stadig massiv kø.

Motorring 3 måtte delvis spærres fra Avedøre mod Lyngby efter et færdselsuheld med flere biler. Uheldet skete mellem frakørsel 23, Jyllingevej, og frakørsel 21, Frederikssundsvej.

En overgang var kun et spor ledigt, men nu er kun nødsporet spærret på grund af det fortsatte rednings- og oprydningsarbejde.

Det skabte en del kø på motorvejen, som dog så småt er ved at forsvinde.

Til gengæld er den stadig gal på Amagermotorvejen.

Her må trafikanterne forvente op mod 35 minutters forlænget rejsetid fra Avedøre mod Ørestad mellem frakørsel 22, Gl. Køge Landevej og Kalvebodbroerne.

Det skyldes et udheld efter frakørsel 21, Avedøre Holme, tidligere på morgenen.

»Normal trafik forventes efter myldretiden,« skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.