Mandag morgen har der været flere uheld på motorvejene.

Senest på Sønderjyske Motorvej, hvor politiet advarer bilisterne om, at det er glat.

»Der er meget glat på stedet, så kør forsigtigt og pas på redningspersonalet,« skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Uheldet er sket i vestgående retning mellem afkørsel 14 Gråsten og 15, Søgård.

Tidligere på morgen har der være flere uheld øst for Storebælt.

Et uheld på Holbækmotorvejen gav tidligere mandag morgen problemer for trafikken i retning mod København.

Det skrev P4 Trafik og Vejdirektoratet.

Uheldet skete lige efter afkørsel 6, Høje Taastrup C.

Det gav en del kø på strækningen fra Høje Taastrup mod København.

Der har også været et uheld på Motorring 3 på strækningen fra Avedøre mod Lyngby, skriver Vejdirektoratet og P4 Trafik.

Her havarerede en bil i venstre spor i nordgående retning mellem motorvejskryds Avedøre og motorvejskryds Brøndby.

»Man kan lige snige sig forbi, men det giver stadig kø fra indfletningen fra Amagermotorvejen,« skrev P4 Trafik på Twitter.

Der er ryddet op på stedet, men uheldet nåede at skabe en del kø.