Der kører færre tog på Fyn og enkelte steder i Jylland torsdag og fredag, oplyser DSB.

'Ændringerne skyldes ekstraordinært stort sygefravær hos lokomotivpersonalet,' lyder det.

DSB oplyser, at der kører færre tog mellem Odense og Svendborg. Mellem Odense og Fredericia er der indsat togbusser i stedet for regionaltog. Og mellem Herning, Struer og Fredericia er der færre tog i myldretiden.

Et enkelt regionaltog mellem Aarhus og Fredericia er desuden aflyst i myldretiden.

Herunder kan du se ændringerne
Mellem Odense og Svendborg - på Svendborgbanen - kører der færre tog.
- Til/fra Svendborg kører DSB med et enkelt tog i timen og der kører desuden tog som normalt mellem Odense og Ringe.
- Rejser du fra Odense mod Svendborg, kører toget i minuttal '13.
- Rejser du fra Svendborg mod Odense, kører toget i minuttal '02.

Mellem Odense og Fredericia kører der ingen regionaltog.
- Du skal i stedet med Togbus, hvis du rejser til/fra stationerne mellem Odense og Fredericia. Der vil derfor være længere rejsetid.

Mellem Herning, Struer og Fredericia kører der færre tog i myldretiden.

Et enkelt regionaltog er desuden i myldretiden - både morgen og aften - aflyst mellem Aarhus og Fredericia.