Knap 60.000 mennesker skal til koncert i Horsens i weekenden.

Både lørdag og søndag optræder Harry Styles nemlig i Nordstern Arena.

Der er med andre ord dækket op til trafikkaos og lange køer.

Claus Visbye er direktør i Horsens & Friends, der arrangerer koncerterne. Han siger:

»Vi har lidt trafikale udfordringer i Horsens, så jeg kan kun opfordre folk til at komme i god tid. Der kommer jo folk fra hele landet til disse koncerter.«

Når først man har fået bilen frem til Horsens, kommer køen for alvor.

»Fra man kommer til byskiltet, og til man når frem til sin parkeringsplads, kan der godt gå to timer afhængig af, hvor man holder, og hvilken afkørsel fra motorvejen man rammer,« siger Visbye, der dog forventer, at folk vil komme kørende til byen på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, så det hele ikke klumper sig sammen.

»Problemet opstår selvfølgelig, når alle skal afsted samtidig efter koncerten. Det gælder om at have god tålmodighed,« siger han.

Direktøren opfordrer folk til at bruge den offentlige transport. Der bliver blandt andet indsat togbusser fra Fredericia til Horsens.

»Hvis man kommer i bil, så skal man følge anvisningerne på vores hjemmeside. Slå bilens GPS fra, da den godt kan lede dig en uhensigtsmæssig vej i forhold til trafikken,« siger direktøren, der også minder om, at tiden i kø kan koste batteri på mobilen.

»Det er vigtigt at have den ladet op og måske have en powerbank med, da alle billetter skal scannes via mobiltelefonen.«

Claus Visbye lyder ikke just som en mand, der frygter kaotiske tilstande i Horsens i weekenden.

»Jeg har en god fornemmelse i maven. Der er altid udfordringer med at afvikle den slags i Horsens, så forventer man, at man kan komme til koncerten i sidste øjeblik, tager man nok fejl. Og så er der jo stor forskel på, hvor stor tålmodighed folk har,« siger han.

Koncerterne starter klokken 19 både lørdag og søndag, og det tilrådes, at man er klar ved indgangen til stadion, når der åbnes for dørene klokken 17.