Fredag eftermiddag er der sket et alvorligt uheld på Motorring 4 i sydgående retning kort efter 4 Albertslund N.
Det oplyser Peter Grønbæk, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til B.T.
»Der er tale om et uheld, hvor en ældre mand, der er passager i en bil, får et ildebefindende. Føreren, der er hans kone, kører derefter galt.«
»Passageren i bilen er erklæret død i forbindelse med det ildebefindende hjertestop,« siger Peter Grønbæk.
Vagtchefen siger videre, at uheldet formentlig skete, fordi den kvindelige fører var chokeret over sin mands hjertestop, og derfor kom til at påkøre en forankørende bil.
Der blev udført førstehjælp på manden, der er 84 år, men han blev efterfølgende erklæret død på hospitalet.
Der er ikke andre, der er kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken.
Politiet modtog anmeldelsen om færdselsuheldet klokken 16.39.
I første omgang var der helt spærret for trafik mellem 4 Albertslund N og Motorvejskryds Taastrup.
Klokken 17.55 skriver Hovedstadens Beredskab på X, at arbejdet på stedet er afsluttet, og at trafikken igen glider forbi.