103 kilometer i timen. Midt i midterbanen. Og ikke en bil i højre spor, så langt øjet rækker.

Det syn møder Rasmus Ladefoged så ofte på de danske motorveje, at han til sidst fik nok.

Så tømte han frustrationerne ud i et Facebook-opslag over de danskere, som bruger midterbanen som 'deres personlige parcelhusvej'.

'Det mest imponerende er næsten den totale ro. Ingen panik. Ingen stress. Bare ren zen. 103 kilometer i midterbanen. Hænderne klokken kvart i tre. Lidt Volbeat i radioen. Alt imens 37 biler langsomt bygger en mindre civil uro bagved,' skriver han videre.

Da B.T. fanger den 43-årige familiefar fra Hornslet, har han stadig svært ved helt at forstå, hvordan opslaget på bare ét døgn har fået over 17.000 likes.

»Jeg havde slet ikke regnet med, at det gik amok. Jeg er kun vant til at fællesvenner liker mit opslag, men det er jo helt vildt. Mere end 2000 har delt det. Det må være fordi, at alle kan relatere til det,« siger han.

Til daglig arbejder han som chauffør og pendler stort set hver dag mellem Danmark og Tyskland.

»Det bliver en kæmpe frustration, når man kører varebil og bare gerne vil have, at der er flow, og det hele spiller. Når folk kører i midterbanen, så det simpelthen bare ren bekvemmelighed. Ren: ‘her kører jeg’. Så får man jo et hovedbrud,« siger han.

Han peger på, at vi som som nation er faldet kollektivt i søvn, når folk bruger midterbanen som deres personlige bane:

»Tyskland kan finde ud af det. Svenskerne kan nogenlunde finde ud af det. Selv italienerne, som kører, som om de har stjålet det hele, forstår konceptet bedre end os.«

Hos politiet genkender man også problematikken, men ifølge dem skyldes det, at mange ikke kender reglerne:

»Mange, vi standser, bliver oprigtigt overraskede. De ved simpelthen ikke, at de skal holde til højre,« lød det blandt andet fra leder af  færdselsafdelingen, politikommissær Claus Stoltenberg, tilbage i februar.

At blive liggende unødigt i midterbanen kan koste en bøde på 1.000 kroner.

Rasmus Ladefoged håber nu, at det virale opslag måske kan få nogle danskere til at tænke sig om næste gang, de rammer motorvejen.

»Der er jo så mange, der har set opslaget nu, at jeg burde kunne mærke forskel på mandag,« siger han med et grin.