En bus fra Flextrafik er væltet efter et færdselsuheld ved Hejnsvig, ikke langt fra Billund.

Uheldet er sket på Ribe Landevej og betegnes som et glatføreuheld mellem bussen og en personbil.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til B.T.

Det sner kraftigt i området og det har skabt gener for trafikken.

En enkelt person er kørt til kontrol på skadestuen, men der er ingen alvorlige personskader.

Landevejen var kortvarigt lukket af, mens politiet fik ryddet op og personerne i den væltede bus blev hjulpet ud.

Vejen er dog åben for trafik igen.

Det har sneet kraftigt i Sønderjylland det meste af dagen, og det har forårsaget flere ulykker, lyder det.