EUs luftfartssikkerhedsagentur (EASA) maner til ro, efter at en alvorlig fejl fredag tvang et amerikansk Boeing-passagerfly fra Alaska Airlines til at nødlande.

For de europæiske luftfartsselskaber, som EASA råder over, opererer ikke med de pågældende Boeing-fly i »samme konfiguration« som Alaska Airlines, oplyser agenturet.

Den omtalte flymodel – Boeing 737-9 Max – fås ifølge EASA i en konfiguration, hvor en kabinedør er udskiftet med et panel. Det var denne konfiguration, Alaska Airlines fløj med, da panelet under opflyvning pludselig blev revet ud og efterlod et hul i skroget ind til 171 passagerer.

Men »i Europa har de selskaber, der opererer 737-9, ikke den konfiguration,« skriver kommunikationschef i EASA, Janet Northcote, nu i en mail til B.T.

Agenturet har søndag vedtaget et påbud fra USAs luftfartsmyndighed (FFA) om midlertidigt at holde visse 737-9 MAX-fly på jorden.

Påbuddet gælder kun »fly, som opereres med samme konfiguration som det pågældende Alaska Airline-fly,« bemærker Janet Northcote.

»Fly, der ikke har denne specifikke konfiguration, er ikke påvirket af påbuddet og kan fortsætte med at flyve.«

Alligevel kan danske rejsende blive ramt, vurderer Trafikstyrelsen over for B.T.

»Selvom der ikke er registreret fly af denne type i Europa, kan flytrafikken til og fra Danmark alligevel godt blive påvirket, da flere andre ikkeeuropæiske luftfartsselskaber, der flyver fast i Europa, anvender netop denne flytype,« udtaler kontorchef Michael Dela.

B.T. har spurgt EASA, hvordan påbuddet mod de fly, der trods alt er berørte, vil påvirke luftfarten de kommende dage.

Til dette svarer Janet Northcote, at luftfartsmyndighedens medlemslande individuelt beslutter, hvem der må operere i deres luftrum.

»Hvis et fly får 'flyveforbud' af EASA, forventes det, at medlemsstater efterlever dette og derfor heller ikke tillader et sådant fly at operere i deres luftrum.«

Ingen passagerer kom til skade, da Boeing-flyet fra Alaska Airlines fredag eftermiddag lokal tid måtte nødlande i USA.

Det er ikke første gang, at Boeings 737 Max-fly har måttet undersøges.

Så sent som i december måtte flyproducenten opfordre samtlige operatører af MAX-flyene til at foretage inspiceringer, da et unavngivent internationalt flyselskab havde fundet en bolt med en manglende møtrik i rorkontrolsystemet på et af flyene.