Der kan være en del penge at hente for flypassagerer, der bliver påvirket af den strejke, mere end 1.400 piloter hos SAS indledte lørdag, og som også fortsætter søndag. Også selvom SAS siger, at de ikke vil kompensere passagererne.

Det forklarer Henrik Zillmer, direktør i erstatningsfirmaet Airhelp. Han forklarer skridt for skridt, hvad du har krav på.

»Først får du at vide, at du kan få dit fly ombooket til en anden dato. Så kan du få tilbudt at få dine penge tilbage. Og så er der den mulighed, at du kan komme hurtigst muligt til din destination, hvor SAS booker dig på en anden afgang eller med et andet selskab,« siger Henrik Zillmer:

»Men ud over det har du også krav på økonomisk kompensation. Det vil de færreste selskaber erkende – heller ikke SAS – fordi de ikke er enige. Men det har du altså.«

Henrik Zillmer, Airhelp, som er et firma, der hjælper flyrejsende med at få kompensation ved forsinkelser og aflysninger.
Henrik Zillmer, Airhelp, som er et firma, der hjælper flyrejsende med at få kompensation ved forsinkelser og aflysninger. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Han forklarer, at en EU-dom fra sidste år betyder, at flyselskaberne skal betale kompensation, når der opstår strejke i deres eget flyselskab.

Normalt kan flyselskaber afvise at betale kompensation ved strejker, fordi det er uden for deres kontrol, når det for eksempel er personale, der håndterer bagage eller andet i lufthavnen, som nedlægger arbejde. Den argumentation har SAS også brugt lørdag.

Men EU-dommen fastslog, at hvis det er flyselskabets eget personale, der strejker, så skal passagererne tilbydes kompensation.

»Så er det flyselskabets egen skyld, for så kunne de have skabt en overenskomst, før det kom til strejke. Hvis ikke de informerer dig om strejken to uger før, så har du krav på økonomisk kompensation.«

Han forklarer, at regnestykket er simpelt.

Hvis din rejse er op til 1.500 kilometer, kan du få 250 euro i kompensation. Hvis din rejse er mellem 1.500 og 3.500 kilometer, kan du få 400 euro. Er rejsen længere end 3.500 kilometer, er erstatningsbeløbet 600 euro.

»Det er en slags kompensation for svie og smerte og for den situation, du er blevet bragt i,« forklarer Henrik Zillmer.

Og hvordan får du så de penge?

Enten går du til et firma som Airhelp, der kører sagen for dig og så tager 25 procent af erstatningsbeløbet som betaling.

Eller også går du selv ind på flyselskabets hjemmeside og udfylder en klage, hvor du gør krav på at få kompensation.

SAS vil på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til spørgsmålet om økonomisk kompensation til de berørte passagerer.

Pressechef Mariam Skovfoged oplyser til B.T., at SAS først og fremmest har fokus på at få passagererne videre til deres destination.