En alvorlig ulykke på Vejlefjordbroen E45-motorvejen fredag morgen giver store trafikale problemer på strækningen en stor del af dagen.

En lastbil og en personbil kørte galt på broen fra morgenstunden, og det betød, at broen har været helt og delvist spærret hele morgenen og formiddagen.

Se mere på localeyes.dk

Da broen åbnede delvist igen, opstod der hurtigt fem nye uheld. Broen var en overgang helt spærret, og selv om sporene i sydgående retning igen er åbne, der der stadig lang kø.

Den oprindelige ulykke skyldes, at en lastbil - uvis af hvilken grund - pludselig væltede.

Se mere video på Local Eyes.

»En lastvogn væltede, hvorefter en personbil kørte ind i den,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt.

En person er i kritisk tilstand, og broen var en overgang helt lukket, mens en lægehelikopter var på stedet.

Kort før klokken halv ti skriver Vejdirektoratet, at et spor i sydgående retning er åbent.

'Der er tæt trafik i hele Vejleområdet, så vi anbefaler fortsat at finde alternative ruter eller vente til efter middag med at køre,' skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Oprydningen forventes tidligst overstået klokken 12.00.

Efter åbningen i sydgående retning var der kort efter fem nye uheld.

Foruden redningsfolk og politi er en miljøvagt også rykket ud til stedet, skriver Ritzau.

Årsagen er, at den involverede lastbil kørte med sojaprodukter.

Noget af lasten er løbet ned i vandet, og det kan være skadeligt for vand og dyr.

»Vi arbejder så hurtigt, vi kan, men der er lang kø derude i øjeblikket,« siger Jørn Lindhardt.

Trafikken på strækningen vil sandsynligvis være påvirket resten af formiddagen, skriver Vejdirektoratet.

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvorfor lastbilen pludselig væltede.