Det sønderjyske prestigeprojekt el-færgen Ellen er i disse dage strandet. Det sker kort tid efter færgen sejlede sin første tur.

Færgen kan ikke sejle, og passagererne skal med andre færger i stedet, hvis de skal ind til fastlandet.

Det oplyser Ærøfærgerne på sin hjemmeside.

Problemerne startede søndag, og onsdag er meldingen, at færgen heller ikke kommer til at sejle hverken onsdag eller torsdag.

Det er en teknisk fejl, der afholder færgen fra at sejle.

Overfor DR forklarer direktør Keld Møller, at det er én fejl, der har udløst en ny fejl.

»Der opstod en uhensigtsmæssig fejl i opsætningssytemet. Det er rettet nu,« siger han.

Og så skulle man tro, færgen kunne komme ud på vandet igen. Men nej:

»Den forårsagede en fejl, og den fejl kan vi så ikke fremprovokere nu, så derfor kan vi ikke rette op på den,« siger han.

Det er mindre end fire uger siden, Ellen sejlede ud på sin jomfrutur på ruten Søby på Ærø til Als, men i disse dage skal de lokale passagerer finde en anden færge, der kan hjælpe dem til fastlandet.

Onsdag arbejdede Ærøfærgerne på at installere nyt udstyr, som efterfølgende skal godkendes af myndighederne.

Hvornår det bliver er fortsat usikkert. Indtil da ligger Ellen, der har kostet 224 millioner kroner, stille i Søby Havn.